Vi boede i New York, og jeg fødte lidt nord for Manhattan, mere nøjagtigt i Greenwich i Connecticut på et helt fantastisk hospital med nogle af de dygtigste læger og sygeplejersker, som virkelig var hjælpsomme og søde. De hjalp med at få amningen i gang, men lille Arthur var såååå sulten lige med det samme, så han fik lidt modermælkserstatning indtil min mælk kom. Vi kom hjem med vores lille guldklump, efter 3 vidunderlige dage på hospitalet, og vores søn var jo selvfølgelig verdens smukkeste barn og vi kunne ikke få armene ned. Han sov meget den første uge, og var meget nem og blid. Han fik min mælk og en gang i mellem suppleret med modemælkserstatning, så han kunne blive helt mæt, faktisk var han en ”drømme” baby de første 3 uger, men så begynde han at ændre karakter.
Det begynde med at han blev mere og mere urolig når han var vågen, og dag for dag blev det værre og værre. Det var som om han ikke kunne finde ro og han fægtede med arme og ben, men vi slog det hen for ”det var jo nok en del af pakken”. Men efter 1 uge, var det så slemt at han græd meget, og sov næsten ikke mere. Det var som om at efter hvert måltid, ca. 30 min efter han havde fået mælk, så begynde han at blive urolig og meget ked af det, og det varede ofte indtil han var sulten igen, og her havde han måske kun fået 15 min søvn. Arthur græd ikke “bare” 2-3 timer hver aften, men var jævnt utilfreds hele døgnet. Mange dage sov han kun 30 min ad gangen, så vi gik til Arthurs børnelæge, her nævnte jeg selv ordet kolik, men lægen rynkede på næsen fordi hans syntes, det var en gammeldags betegnelse, og sagde, at man i 80-90 procent af alle tilfælde med konstant eller meget grædende babyer kunne finde en forklaring og løsning. Det var en super god besked at få, fordi når jeg havde ringet hjem fra USA og talt med mine danske venner og familie om problemet, mærkede jeg at den danske indstilling var: ”det tager jo bare 3 måneder, og der er ikke så meget at gøre andet end at vente…GAB!!! Så da vi stod hos lægen med tændstikker i øjenlågene kunne vi alligevel ”se lyset” selvom jeg den dag ikke havde sovet i 90 timer, og var temmelig træt.
Arthurs børnelæge anbefalede at vi gik til denne baby-mavetarm-specialist (Dr. Mark Glassman – en af de førende i det Nordøstlige USA), som vores utroligt gode læge (Dr. Schiz) havde rigtig mange gode erfaringer med. Denne Dr. Mark Glassman fandt ud af på bare 30 min efter han undersøgte Arthur og hørte vores historie, at Arthur ikke kunne tåle komælkeproteiner, som så også gjorde at han fik en form for reflux. Arthur havde bl.a. haft blod i afføringen, og det er fordi, sagde lægen, at hans tarme ikke kunne nedbryde mælkeproteinerne. Løsningen kunne være, at jeg gik på en stram diæt, hvor jeg overhovedet ikke måtte få mejeriprodukter og kød. Men efter de mange uger uden søvn og ikke meget tid til mad, så lignende jeg et sugerør af kropsbygning. Så denne diæt mente lægen, kun ville gøre mig endnu tyndere, så lægen mente at den løsning ville være udelukket. I stedet skulle jeg holde op med at amme med det samme, og kun give Arthur Modermælkserstaning. Men det skulle være helt speciel fremstillet modermælkserstatning, der bruges til allergikere. Sammen med denne modermælkserstatning, så skulle Arthur også have et meget lille tilskud hver dag af syreneutraliserende tabletter (selvfølgelig i opløst tilstand og specielt ordineret fra lægen, og et meget nøjagtigt antal dråber). Grunden til at denne baby mave-tarm-specialist Dr. Mark Glassman, bruger denne lille dosis hver dag af syreneutraliserende tabletter, skulle være at når babyer har problemer med maven og specielt mælkeallergi, så danner maven for meget mavesyre, som brænder i halsen på babyen, specielt efter hvert måltid, (også kaldet halsbrænd hos voksne) og det bliver endnu værre, hvis man lægger babyen ned efter hvert måltid. Så man skal helst side med babyen i 45 grader i 30 min efter endt måltid, så syren ikke kommer op i halsen og laver denne reflux tilstand.
Efter Lægens besøg var vi lettede, fordi der var en diagnose og noget man kunne gøre. Og bare det, at det ikke var min skyld, eller noget vi gjorde forkert var rart at høre. Jeg var selvfølgelig lidt ked af at jeg skulle stoppe med at amme, men rigtig glad for at det var lægens beslutning og det bedste for vores lille baby. Efter nogle uger hvor hans mave først skulle vænne sig til denne nye modemælkserstatning og og ”hans syreneutraliserende dråber” var han en forvandlet baby. Denne meget utilfredse og urolige baby blev en helt ”normal” glad baby, der igen smilede, kunne sove og var helt i topform.
Min konklusion er efter denne erfaring, at vi fik hjælp, fordi der var en læge der fandt problemet og kom med løsningen, og det er vi dybt taknemmelige for. Det var et helvede at se vores lille Arthur være så ked af det og utilfreds hver dag, og jeg tror faktisk ikke vi havde haft en så glad dreng i dag, hvis vi ikke havde fået den hjælp. I værste tilfælde havde jeg nok fået en fødselsdepression. Efter en lang nedtrapning med modermælkserstatning og ”dråber”, kunne Arthur fint tåle komælk efter han var fyldt 1 år, og i dag er der faktisk intet han ikke kan tåle. Grunden til dette kan være at lægen mente at hvis man accepterer en allergi og ikke provokerer den, så går den tit i sig selv igen efter et stykke tid. Med mælk er det som regel i 6-10 måneders alderen, at babyers tarme er klar til det produkt, men indtil da, så bør moren undgå komælk og rødt kød eller skifte til denne allergivenlige MME.
I den periode, hvor vi ikke havde fundet løsningen endnu på Arthurs gråd og utilfredshed, anbefalede lægen os sutten WubbaNub (som vi også fik på hospitalet) og en Swing fra Fisher-Price. Og jeg tror ikke vi var kommet igennem alle de uger, hvis vi ikke havde haft de fantastiske sutter og roen den swing gav ham.
De bedste og kærlige hilsener til alle "kolik forældrene" derude
Ann
Ann@babykolik.dk
